Overgangsalderen i arbejdsmæssig sammenhæng kendte jeg ikke ret meget til før jeg selv begyndte at ramme den.
Men jeg kan huske, at de ældre kvindelige kolleger på kontoret nogle gange fløj op og åbnede alle vinduer, mens de pustede og pustede over hedeturene. Vi andre kuldskære bar over med de 5 – 10 minutter, luften i kontoret var nødt til at blive skiftet for at de kunne være der.
Min mor fortalte ikke meget om sin overgang udover der var nætter, hvor hun i en periode var nødt til at skifte sengetøj og åbne vinduer for at komme gennem hedeturene og hun bøvlede også med lidt blære udfordringer.
Der var også en episode på mit arbejde, hvor jeg sad i en interviewsituation og skulle give en kandidat til en lederstilling tilbagemelding på en personlighedsprofil. Pludselig begyndte hendes briller at dugge til, ja hun svedte sådan at hun var nødt til at tage de drivvåde briller af. Jeg kom i tanke om de ældre kolleger på kontoret og åbnede venligt vinduet. Hun var et yderst roligt og fattet menneske, så den ellers ubehagelige kropslige hændelse tacklede hun virkelig følelseskontrolleret. Hun fik i øvrigt også stillingen.
I dag ved jeg at min egen perimenopause startede, da jeg var omkring 38 år. Dengang troede jeg bare det var stress. Jeg har altid haft udfordringer kropsligt op til menstruation med hovedpiner, kvalme og opkast, hvis jeg samtidig var i en presset stressende periode på arbejde. Men nu fik jeg samme kropslige reaktion i forbindelse med ægløsning – altså dobbelt op på cyklusudfordringer! Det kostede ofte sygedage eller hjemmearbejdsdage, hvor jeg kunne lægge mig og hvile mellem møder og opgaver. Men mest gik det ud for min familie og vores sociale liv. Jeg havde ikke meget overskud, når jeg kom hjem fra arbejde og weekendenes ellers så dejlige sociale aktiviteter måtte aflyses fordi, jeg var syg med hovedspændinger og jo skulle være klar til at kunne arbejde igen mandag morgen. Hverdagen blev mere og mere stressende at få til at hænge sammen. Samtidig skiftede vi hele tiden leder på arbejdet, arbejdsmiljøet var ikke sundt og selv om jeg normalt var ret effektiv i mit arbejde, blev jeg mere og mere udfordret i forhold til at kunne klare alle omstillingerne, de nye opgaver, krav og tidspres. Min mandlige kollega sagde en dag til min anden kvindelige kollega, da jeg for rundt og forsøgte at få styr på nogle ting og ikke lyttede til det han havde sagt til mig: “Hvad sker der lige for hende??” Det var åbenbart meget tydeligt, at jeg var presset. Der var oftere og oftere dage, hvor jeg måtte køre hjem med bragende hovedpine og kaste op, så snart jeg kom inden for døren.
Det var ikke nemt at have det sådan på kontoret, så hjemmearbejdsdagene blev også til flere. Så undgik jeg at melde mig syg. Det er ikke ret fedt at sidde og græde på kontorets “kabine-toiletter” og en eller anden kollega fra en anden afdeling spørger om man er okay. Eller sidde og lave beroligende vejrtrækningsøvelser og forsøge at finde ro, når der sidder en anden lige på den anden side af væggen. Det endte med jeg blev sygemeldt med stress i slutningen af 2016, da jeg var 41 år. Det var et kæmpe nederlag for mig, men jeg fik rejst mig hurtigt igen – en fra HR får da ikke stress! Psykologen sagde det var alt for hurtigt og jeg nok skulle leve med risikoen for tilbagefald.
Jeg fortsatte med at være udfordret med de kropslige symptomer og det mentale overskud til nye opgaver, deadlines og forandringer. Til sidst måtte jeg kapitulere, og jeg indgik en fratrædelsesaftale i 2018.
De efterfølgende år tænkte jeg ikke, så meget på om det var overgangsalderen, men mere at finde et job, hvor jeg ikke blev stresset. Men det lykkedes ikke. Symptomerne blev flere med vaginal tørhed, blærebetændelse, fordøjelsesproblemer og hjernetåge. Jeg oplevede flere gange på den 45 minutters køretur hjem, at hjernen faldt i søvn og jeg mistede fokus. Godt der blev dyttet af de bagvedkørende, så jeg ikke havnede i grøften eller i et sammenstød. Så kom grådlabiliteten, der var dage hvor jeg simpelthen var nødt til at holde ind og græde af inden jeg kom hjem. Børnene skulle jo ikke se mig i sådan en tilstand.
Det blev til mange ledighedsperioder i de år og job jeg ikke trivedes i. Det er det absolut mest mentalt krævende arbejde, jeg har haft, at søge, jagte arbejde og forsøge at passe ind i noget, jeg ikke passede ind i. Så valgte jeg at takke ja til et job, som jeg mest havde søgt, fordi jeg skulle for at leve op til ledighedskravene. Det var et job, som var et skridt ned karrieremæssigt og langt mere administrativt, men lederen forsikrede mig om, at hun nok skulle sørge for jeg ikke blev stresset. Jeg knoklede på med opgaverne, men blev nemt overvældet, jeg havde svært ved at finde ud af de nye opgaver, kunne ikke rigtig lykkes med at få sat det i struktur, oplevede jeg glemte beskeder, så snart jeg var ude af døren, måtte spørge igen og igen. Så jeg gik over til at skrive alt ned, men synes alligevel jeg hele tiden oplevede overload. Desuden var jeg konstant på vagt, når der var dårlig stemning på kontoret, hvordan kollegerne talte om og med hinanden osv.
Så kom svimmelheden i starten af 2023, jeg troede først det var noget med mine øjne fordi jeg jo nu primært havde stillesiddende skærmarbejde. Jeg gik til optiker, blev sendt videre til kiropraktor og optikeren sagde meget sødt: “Det kan altså også være din alder, der spiller ind. Der sker rigtig meget i hjernen i overgangsalderen”. Overgangsalderen? Det var første gang jeg for alvor blev bevidst om, at det måske var den “ombygning” som var igang inden i mig og måske ikke “bare” stress. I slutningen af 2023 blev jeg desværre opsagt i en større opsigelsesrunde pga. ressourcetilpasning i virksomheden.
Siden har jeg ikke haft et arbejdsliv – men uendeligt mange snakke hos lægen (inkl. gynækolog, psykiater, diverse psykologer og terapeuter), men det er som om at ingen ved noget. Og jeg har ikke kunnet tåle hormonbehandling (hverken P-piller, spiral eller vagifem som udløser voldsom hovedpine og værre depressivitet end jeg normalt oplever ifm PMS). Nu har jeg rundet de 50 år, har stadig regelmæssig menstruation (fik min første menstruation 10. januar 1987) og alle de kropslige udfordringer der følger med, men det er et helt andet kapitel.