9-10 år
Snakken blandt veninderne i skolen og ude ved hesten om menstruation er lavmælt, men bredt diskuteret. For hvad ved de andre? Ved de noget jeg ikke ved? Ved jeg noget de ikke ved? Vi videns deler i hvert fald. Jeg kan huske retorikken der blev brugt, var meget negativ, en af mine veninders mor sagde ”at få ens lort”. Og i dagene op til at ens ”lort” kommer, så gør det ondt i maven, man får kramper og kan risikere kvalme.
Pludselig var der to af pigerne som ikke kunne være med til svømning og uden at spørge dem, konstaterede vi andre piger at de måtte have fået deres meno. Der blev i nogen tid snakket i krogene, men til en af pigernes fødselsdag kan jeg huske at hendes mor pludselig tog ordet og snakkede om menstruation. Som jeg husker det var det egentlig en ufarlig snak, det var dog akavet at sidde der og hører hvordan min venindes mor fortalte om at menstruationen havde banket på døren og at min veninde nu kortlagde hendes cyklus i deres fælles kalender ved at sætte kryds i den store kalender i køkkenet. Vi havde nu en insider at snakke med, en som vidste hvordan det var og venindens ord var lov.
Det er sjovt at tænke tilbage og jeg kan nærmest, i skrivende stund, stadig mærke den skam og frygt der bobler i maven over at skulle træde ind i min lort/meno/menstruations æra.
11-13 år
ALLE mine veninder havde fået menstruation, men jeg er endnu ikke blevet bebyrdet med den rædsel. Det privilegie affødte høj social status på tværs af alle tre klasser i skolen. Eller det følte jeg i hvert fald, de andre piger sagde altid det var snyd jeg endnu ikke havde fået min meno. Jeg skulle ikke bekymre mig om at tage hvide bukser på (de helt stramme højtaljede fra dr.denim), jeg skulle ikke være bekymret for at bløde igennem og jeg skulle ikke gå med ble en uge hver måned, life was great.
Jeg er 12-13 år gammel, det er lørdag og jeg har sovet længe. Mine mave gør ondt. Fast forward: siddende på det hvide porcelæns latrin bliver jeg konfronteret med den rødlige væske, en visuel markering af min menarche. En milepæl der, som jeg husker det, er fyldt med skam og en ”klam” følelse. Jeg følte mig ikke længere bosiddende i den samme krop, for nu kunne min krop også noget jeg synes det er afskyeligt.
Hottest topic between the girlies: en rektangulær blisterpakning med 21 små hvide tabletter og ugedage nøjsomt angivet på bagsiden, for et enkelt design og struktureret dagligt brug. Det lille hvide vidundermiddel afhjælper bumser, akne, mavekramper og vigtigst af alt!!! Menstruation!!! For det kan godt være at vejledningen siger 21+7 reglen: 21 dage med mobil-alarmen sat og 7 dages pause. But who cares, vi ved jo alle man bare kan springe over. P-piller 4 prez!! (undskyld mit gen-z). Mine veninder og jeg famler os nu rundt i myterne om p-pillen, vi snakkede om fordele og ulemper.
Fordele: ingen bumser, ingen mavekramper, angiveligt større bryster?!, hvide bukser er en mulighed hele måneden, man skal ikke kigge på stolen hver gang man rejser sig, og man er fri for samtalen om kondomer (WTF?? En kæmpe tak skal der lyde til de millennials der tog den kamp op og sørgede for at sætte kondomet på dagsordenen, så vi i dag loud n’ proud kan trække det op af tasken (på trods af stadig modstand fra store dele af dem som bærer det ekstroverte kønsorgan)).
Ulemper: øhhm, hallo, ingen?????
Med fordele og ulemper kortlagt, spurgte jeg min mor om hun ville tage med til lægen, så jeg kunne nå at få p-piller inden jeg i sommerferien mellem 8-9 klasse skulle 3 uger på sprogrejse til Brighton. Gud forbyde jeg skulle stå der på den anden side af Nordsøen og få min menstruation? Som om Liberesse er internationalt, urgh…
Lægen spørger ” er du seksuelt aktiv?” jeg svarer prompte ”nej”. Lægen spørger ”har du gener før, under og/eller efter menstruation?” jeg svarer ”hmm jeg har kramper i maven et par dage inden og under”. Long story short, det blev et nej, hun vurderede at der ikke var et behov. Kæmpe nederlag. Men som en hver anden stædig teenager, så bestilte jeg da bare en tid ved en af de andre læger og, vupti, så kunne jeg ellers pakke mine nyerhvervede venner der kunne komme med i tasken mod Brighton til sommer.
14-25 år
Et langt venskab er påbegyndt og den lille blisterpakke er blevet en trofølgesvend lige meget hvor jeg skal hen, for sikke en frihed aldrig mere at skulle tænke på min menstruation. Men som alle de andre piger var begyndt på p-piller, begynder et rygte at sprede sig. Hvis man ikke har sin menstruation bare et par gange om året, så vil blodet ophobe sig i livmoderen og når der er for meget til at livmoderen kan opbevare det, så det bare ærgerligt, så vil kroppen påtvinge sig menstruationen på trods af p-pillerne. Rip mine stramme hvide bukser. Jeg ville derfor sørge for at have min menstruation hver januar, man kan jo lige så godt have sit lort i sådan en lorte måned.
Teenage years
Akne, træthed, koncentrationsbesvær, en ubeskrivelig følelse af vrede, humørsvingninger og hovedpine hver/hver anden uge. Pubertetens bivirkninger havde banket på døren. Sjovt nok nogenlunde på samme tid som mit nye venskab med den lille pille. Jeg gik desværre ikke udenom den skide akne jeg havde set min storebror døje med, på trods af p-pillerne. Trætheden ramte min krop konstant. Det var umuligt at vågne om morgenen, formiddagene var som sådan problemfri, frokosttid, my lord, get me a nap!! Og igen, når jeg kom hjem fra skole, vigtigst af alt, en lur. Jeg synes ikke som sådan skolen var specielt interessant, jeg ville være noget med heste og det kunne ikke gå for stærkt med at blive færdig med skolen, hvilket selvfølgelig nok også har påvirket min koncentration. Og så husker jeg en vrede der var så stærk at den var ukontrollerbar. Jeg er stadig drevet af en stærk retfærdighedsfølelse og kommer nok aldrig udenom at føle mine basale menneskerettigheder krænket hvis jeg oplever noget som uretfærdigt. MEN!! Intet kan hamle op med den vrede der kunne brede sig som ild i en benzintank i min krop i de år.
Da min hovedpine blev oftere og oftere tog min mor mig igen til lægen. Lægen spurgte mig ”drikker du nok vand?” jeg svarede ”det ved jeg ikke, ved ikke hvor meget jeg drikker.” Konstateringen var derfor ’drik noget mere vand.’ Min hovedpine blev nu også mere intens, men mine forældre modtog nu et brev fra skolen der skrev ”SKIMMELSVAMP – der er fundet skimmelsvamp på 8-9 årgangs gangareal. De unge mennesker må derfor ikke opholde sig unødvendigt på gangen og i bedes tage en snak med jeres børn om at gå udenfor i frikvarteret eller blive inde i klasseværelset.” Safe to say my mama was mad. Det tog lange korrespondancer med skolen, men efter sommerferien var der rykket rundt på lokalerne, 9 klasse hørte nu til i 7 klasses lokalerne og 7+8 klasse hørte nu til der hvor 8+9 klasse før hørte til, skimmelsvamp gangen. Min hovedpine blev dog ikke bedre af den årsag, tilbage til fokusset på hvor meget vand jeg indtog.
Gymnasiet var af samme show. Jeg vidste ikke rigtig hvorfor jeg var der, ukoncentreret, vred, træt og med en hang til torsdagsfester blev gymnasiet et langt ophold. Men p-pillerne var stadig med mig, min trofaste følgesvend. Jeg fik nye veninder og brugte de fleste af mine timer sammen med den samme gruppe af piger. Vi snakkede om det meste og delte ofte vores tanker om p-pillerne. Hvor irriterende det var skulle af sted til tjek ved lægen og hvor heldige vi var at vi ikke skulle tænke på kondomer (seriøst gurls?!! Det var åbenbart bedre at få et koldt spekulum indført i underlivet af familielægen, for at blive tjekke for diverse sygdomme, end at bede ens partner om at bruge et kondom?). Jeg stillede mig første gang kritisk til tanken om en livmoder overfyldt med blod og begyndte derfor ikke at holde min årlige pause. Jeg slap dog af med min akne i de år, thank the lord.
My twenties
I starten af mine 20’ere flyttede jeg til Aarhus og feminismen begyndt at fylde mere og mere. En overflade forståelse af hvad feminisme egentligt betyder vækker min interesse for at opsøge viden udover den der er mellem mine veninder og mig. Jeg kan ikke huske hvordan eller hvor, men en bog med titlen ’Moody Bitches: The Truth About the Drugs You’re Taking, the Sleep You’re Missing, the Sex You’re Not Having, and What’s Really Making You Crazy’ (Holland, 2015) dukkede lige pludselig op i min hånd. Bogen blev lige så stor en åbenbaring for mig, som Englen Gabriel var for Jomfru Maria i Biblen. Aldrig havde jeg følt mig så set eller hørt af et menneske jeg aldrig havde mødt, snakket med eller hørt om for den sags skyld. Julie Holland (2015) forklarede den vrede der blev grundlagt i mine teenageår og stadig fandt sted i min krop fra tid til anden, den uforklarlige træthed og, bedst af alt, så opklarede hun min hovedpine. For alle de her tyngende følelser der hver dag påvirkede mig på den ene eller den anden måde havde nu fået et ansigt. Den lille hvide pille i blisterindpakningen. På det her tidspunkt er min hovedpine eskaleret til at være så slem, at når den rammer, så gør luften der rører mit ansigt også ondt. Alt gør ondt. Det eneste jeg kan er at ligge i sengen, i et mørkt rum og med en kold klud for panden og øjnene. Jeg har fornemmelsen af at mit højre øje og venstre nederste del af mit kranie i nakken er forbundet af en tråd af ild. Tråden bliver strammere og strammere og river nu også i kraniet bag mit øjenbryn. Udover min sædvanlige ugentlige hovedpine besøger denne form for hovedpine mig månedligt. Da jeg telefonisk kontaktede lægen for at få hjælp til denne hovedpine, fik jeg af flere omgange en recept til ekstra stærke og flere Panodiler end man kunne købe i håndkøb. Og selvfølgelig en lille notits om at jeg skulle huske at drikke vand og få ordentlig søvn.
Jeg er kommet godt i gang med 1. semester på International Virksomheds Kommunikation i Engelsk (IVK Engelsk) på Aarhus Universitet og jeg glæder mig over at være startet. Men igen bliver jeg ramt af koncentrationsbesvær og en træthed der melder sin ankomst flere gange dagligt. Udover det oplever jeg nu også stærke mavesmerter fra tid til anden. Kunne det være? Ej det kunne det altså ikke være! Den overfyldte livmoder. Jeg opsøgte lægen og blev sendt til undersøgelse på Horsens regionshospital. De kunne ikke lokalisere noget der tydede på endomentriose eller andet der skulle være i vejen. Jeg kunne derfor med ro i maven forsætte med livet. Jeg har en stærk fornemmelse af at det er min krop der i gang med at fortælle mig jeg skal stoppe med at fylde den med hormoner, at den ikke vil være med på legen mere. Jeg beslutter mig derfor for at afslutte mit venskab og følgeskab med vidunderpillen. I 9 år havde jeg uden at vide det ikke været herre over egen krop og jeg kunne ikke huske hvordan det var ikke at være på p-piller.
Midt på Plaudan Müllers vej i et faldefærdigt gult kollektiv, stod jeg 23 år gammel sammen med mine 5 roomies og holdt begravelse for det længste venskab jeg i mit liv havde haft. Jeg var så f*** træt af de bivirkninger jeg havde læst mig frem til i bogen. Det kan godt være jeg ikke ved hvordan jeg er som menneske uden p-piller, men jeg forstiller det menneske er meget bedre. Den lille pille repræsenterer nu roden til alt ondt i mit hoved.
Post p-pille mig
Det at stoppe på p-piller var ikke et quick fix. En stor del af det der fik mig til at opretholde den forpligtigelse til min krop, var den nyfundne styrke i feminismen. Helt konkret, valget om hvad JEG vælger at forgifter min krop med. For hvorfor skulle jeg bære hele ansvaret for ikke at blive gravid når der skal to til tango? Hvorfor er der ikke en eneste der selv har tilbudt at tage kondom på i blandt mine seksuelle partner? Hvorfor er der ingen der nogensinde har fortalt mig hvad der egentligt sker med min krop når jeg fylder den med hormoner? Og kan jeg slippe af med min vrede?
På det her tidspunkt har jeg ikke haft mange cyklus uden at være på hormonprævention. Jeg har aldrig haft en fast cyklus og min mor kan berette om at hendes også altid været svingende med et par dage. Jeg finder inspiration fra mine unge år og beslutter mig derfor hurtigt for at begynde at kortlægge min menstruation. What a shit show. For uden fast partner og en iboende frygt for at spørge om kondom, er en cyklus på 86 dage en dyr omkostning i graviditetstests. Yes, 86 dage.
Efter at være stoppet på hormonprævention har jeg ikke en eneste gang misset en nedskrivning af hvornår min menstruation fandt sted. Jeg kan derfor berette at de første 2-3 år efter min sidste p-pille var præget af kæmpe udsving i cyklus længder. Alt fra 22 til 86 dage. I dag, 4 år efter sidste p-pille, har jeg nu en rimelig fast cyklus der, ligesom min mors, svinger med et par dage, 28-32. Jeg kan dog se at jeg i eksamens måneder, december/januar og juni/juli svinger mellem 36-38 dage.
Før jeg startede på p-piller, kan jeg huske at mine menstruation typisk varede 4-5 dage, mens jeg var på p-piller (under min årlige menstruation jeg havde de første par år) varede den typisk 4-5 dage og post p-piller varer den nu 2-3 dage typisk.
Tiden gik og fordi kroppen ikke sender et brev om de forandringer der sker, går der nogen tid før jeg tager mig selv i at have sådan en kropslig følelse. Det er helt klart den følelse jeg har haft aller mest svært ved at sætte ord på og den følelse der udvidede sig fra at være en lille kerne i min mave til at forsætte helt ud i mine fingerspidser. En kernekraft, sådan et lille lys forstiller jeg mig. I en smørgul farve som et stearinlys har i toppen. Sådan et lille lys starter i min mave. Jeg bliver bevidst om at føle mig til stede i min krop. Og hver gang jeg stopper op og føler indad så er det lille smørgule lys blevet større. Efter cirka ét år grinede jeg af mine lungers fulde kraft og havde ondt i musklerne af grin. Det står så tydeligt for mig. Jeg havde i så længe døjet med konstante tyngede følelser, jeg følte aldrig jeg havde det lige så sjovt som dem omkring mig, jeg var aldrig rigtig til stede i rummet, jeg zonede konstant ud og jeg var aldrig sådan rigtig glad eller rørt. Men lige pludselig, så havde den kernekraft der var blevet slukket af p-pillerne vokset sig så stor at jeg kunne fornemme min egen krop og tilstedeværelse igen. Det grin og indblik i min krop blev til år hvor jeg følte jeg fik mere og mere tilbage af mig selv. Jeg føler nu at p-pillen har sluppet hele sit greb og at jeg har fået hele min krop tilbage.
Den dag jeg begravede mine p-piller i skraldespanden, side-om-side med mine roomies, begravede jeg også min vrede. Irritationen på verden omkring mig og den brandfarlige benzintank i maven var altså væk. Det tog mig tid at opdage, men det var nok en af de første ting der faldt mig ind. At jeg slet ikke kunne blive vred eller irriteret på samme måde mere. Ikke nok med at jeg selv havde opdaget det, så påtalte mine nærmeste det også. Min mor var ikke længere skydeskive for dybe ligegyldige raseri udfald og mine roomies blev ikke længere ugentligt mødt af mit bæ-fjæs.
På uni blev mine dage mere og mere overskuelige, jeg havde ikke behov for at misse undervisning på grund af koncentrationsbesvær eller træthed, en nyfunden glæde ved det var være studerende. Jeg kan ikke helt præcist lokalisere hvornår min træthed stoppede, der har været ups and downs in showbiz, men jeg kan ikke huske at have haft behov for en lur efter uni siden 3 semester på bacheloren, jeg er på 2 semester af kandidaten nu.
Det der tog længst tid for mig at slippe af med var min hovedpine. Det forsatte i længe med de her hyppige og slemme hovedpiner. Jeg er så godt som foruden dem nu, det er hverken ugentligt eller månedligt jeg kan berette om hovedpine. Jeg vover mig ud i at påstå jeg aldrig mere oplever hovedpiner så slemme som da jeg var på p-piller og 1-2 år efter sidste p-pille.
Kun én negativ bivirkning stødte jeg på efter at være stoppet på p-piller. Bumser. 2 uger efter at være stoppet var min pande blevet et bjerget landskab af rød og hvid toppede bumser. En tur hos dermatolog og 3 forskellige hudpleje produkter senere var mine pande igen glat. No harm was done.
Den største ikke fysiske kamp i processen af at blive venner med min menstruation og cyklus, har været at vende diskursen i mit hoved om at min menstruation er ”lort”. Det er den heldigvis ikke for mig mere. Den er blevet min tro følgesvend der kan fortælle mig hvornår jeg presser mig selv lidt for hårdt og en visuel repræsentation af at min krop har det godt. En dag bliver den en repræsentation af min evne til at gro et barn, senere bliver dens udebleven en repræsentation af en retræte der fortæller mig at min visdoms fokus nu skal være på de børn (og måske børnebørn) jeg har fået. Jeg er derfor nu sikker på at min menstruation, det smørgule lys i kernekraften af min mave, er mine guide i livets største forandringer.
Referencer
Holland, J. (2015). Moody Bitches: The truth about the drugs you’re taking, the sleep you’re missing, the sex you’re not having, and what’s really making you crazy. Penguin Publishing Group.