Jeg er ikke helt sikker på, hvornår det starter og det hænger nok sammen med, at jeg ikke var bevidst om symptomerne og de signaler, min krop sendte. Måske det allerede var på begynder stadiet, da jeg var sidst i fyrrerne; jeg har altid haft det med varme, i hvert fald i mit voksenliv – eksempelvis bare tæer fra tidlig forår til omkring efterårsferien. Jeg tænker ikke, det er relateret til overgangsalderen, men omkring halvtredsårsalderen begynder hedeturene så småt, og først i halvtredserne bliver jeg udfordret ift. nattesøvnen. Fra jeg er 54 til 56 bliver mine blødninger uregelmæssige, inden de stopper helt.
Over en periode på et par år midt i halvtredserne begynder jeg at få smerter ved penetrering; det bliver gradvist værre, og til sidst må jeg indse, at det ikke længere er muligt. I samråd med læger og gynækologer prøver jeg div. cremer og kapsler dog uden særlig virkning. Jeg bliver også ordineret vagifem/rewelfem, som skal afhjælpe problemet med de irritable slimhinder. Jeg kan ikke umiddelbart mærke nogen effekt, men gynækologer er enige om, det er godt for mig.
I samme periode begynder jeg at være udfordret med udflåd i væsentlig større omfang, end jeg tidligere har haft: lidt tykt i konsistensen, grønlig farve og det har en syrlig lugt. Det er så meget, at jeg er nødt til at bruge trusseindlæg hele tiden. Her bliver jeg ad flere omgange opfordret til at tilføre mælkesyrebakterier i form af kapsler til indføring i skeden. Det skal gøres hyppigt (4-5 gange ugentligt) – det afhjælper en smule, mens det står på, men når jeg ikke bruger dem, bliver det hurtigt galt igen. Og dertil kommer, at når jeg indfører dem lige før jeg går i seng, hvilket er det optimale, så kommer en del af det ud igen i de første timer efter jeg er stået op – så det er stadig nødvendigt at afhjælpe med trusseindlæg. Læge og gynækolog kan ikke rigtig give en forklaring på denne tilstand/gene, og jeg bliver 2 gange behandlet med kure mod svamp – det har imidlertid ingen effekt, så det konkluderes ikke at være problemet.
Foruden det jeg har beskrevet indtil nu, har jeg desuden haft andre fysiske udfordringer og forskelligt ubehag, som jeg jo ikke er sikker på kan kædes sammen med overgangsalderen, men det er påfaldende, hvordan den ene trælse ting nærmest afløser den anden, og der er tilsyneladende ingen forklaring (det er gener, der kommer og går):
- Eksem på øjenlåg
- Kvalme
- Blodsprængninger på underben
- Kløe forskellige steder på kroppen
- Hjertebanken
- Ømme led, fødder og ben
- Tunghedsfornemmelse
- Tørhed i munden
- Sviende fornemmelse på skinneben
- Kriller i halsen
- Muskelspændinger i nakke, skuldre og kæbe
Ovennævnte er fysiske udfordringer, men det påvirker mig i stigende grad mentalt, og dertil kommer det psykiske ubehag:
- Trist og modløs
- Hjernetåge
- Grådlabil
- Fornemmelse af utilstrækkelighed
- Tankemylder
- Støjfølsom
- Følelsen af at være alene
Jeg er undersøgt af forskellige gynækologer, og der er intet fysisk i vejen, siger de. Dog har jeg nogle muskelspændinger i mit underliv, som kan være grunden til mine smerter ved penetrering. Her har jeg så været hos en fysioterapeut med speciale på det felt. Jeg fik anvist nogle øvelser, som burde afhjælpe det, men jeg har ikke haft held med at få det til at virke.
Gynækologen ordinerede hormoner til mig på et tidspunkt. Efter ca. 14 dage begyndte jeg at pletbløde, og det fortsatte i 8 uger, så stoppede det ca. 10 dage, men startede igen og varede i 5 uger, hvorefter vi blev enige om, det sikkert ikke var løsningen for mig alligevel. Og det hjalp mig heller ikke på nogle af de andre punkter.
På et tidspunkt havde jeg det så dårligt, at jeg ikke længere brød mig om den person, jeg var ”blevet til” – jeg var blevet en rigtig møgkælling. Jeg kunne ikke lide at se mig selv i spejlet. En morgen (mens jeg ligger i sengen og endnu ikke er helt vågen) husker jeg, at jeg fik den tanke, at hvis jeg bare døde nu, så gjorde det ikke noget. Jeg ville være fri for alle de der kvaler, og mine omgivelser ville ikke behøve at finde sig i mig og mit brok og bøvl længere. Hertil er det vigtigt at pointere på det kraftigste, at jeg på intet tidspunkt, hverken før eller under alle overgangs-besværlighederne og heller ikke tidligere har haft den tanke, jeg kunne eller ville gøre en ende på mit liv – jeg har på intet tidspunkt ønsket at ville herfra.
Jeg har haft det virkelig svært – som i VIRKELIG svært – og har været forbi en psykolog, som hjalp mig lidt tilbage på sporet, og det er blevet bedre, men jeg er ikke i mål endnu. Kommer det måske heller ikke, men det gør heller ikke noget – jeg vil bare gerne blive en version af mig selv, som jeg bryder mig om igen. Det begynder at hjælpe – jeg kan holde ud at se mig selv i spejlet.
Håndarbejde og kreative aktiviteter hjælper mig.
Ved et tilfælde (grundet langvarige smerter i skuldre og nakke) konsulterede jeg en fysioterapeut, som ved hjælp af kraniosakral terapi fik løsnet op for ”noget” i mig. Denne form for behandling (som for nogle måske lyder som noget hokus-pokus) går åbenbart ind og påvirker centralnervesystemet, og dét gjorde en forskel for mig.
Jeg kan igen føle og sige, at jeg fortjener at have det godt. Og der er igen sang i min bevidsthed – jeg nynner og synger indeni, som jeg gjorde tidligere.
At læse om overgangsalderen har hjulpet. At høre eller se andre (kendte og ikke kendte) stå frem og fortælle, hvad det har gjort ved dem.
Trine Gadeberg: ”Det er som et bagholdsangreb i slowmotion. Man ved ikke hvad, der rammer, hvor lang tid det varer og hvor omfattende, det bliver.”
Anne Louise Hassing: ”Jeg sagde til mine veninder, jeg tror, jeg er ved at blive dement.”
Det glæder mig, at der i stigende grad er fokus på det. At arbejdsmarkedets parter er åbne og begynder at anerkende det som en kæmpe udfordring for nogle og accepterer, det kræver nogle aftaler, der gør det legalt at tage en sygedag eller to i ny og næ, når det bliver for træls. Min arbejdsplads har ikke en politik omkring det, men efter nogle samtaler med min chef, hvor jeg fortalte om ”mit kaos”, var der ingen tvivl fra arbejdsgivers side: Jeg kan blive hjemme, hvis jeg synes, det bliver nødvendigt – jeg skal ikke finde på undskyldninger og forklare mig.